Endnu en mayland er gennemført, og selvom det i en mere geopolitisk forstand må siges på mange måder at have været et sandt annus horribilis, vil vi hos Chas. E. ikke beklage os sønderligt. Megen dejlig vin, spiritus, øl og specialiteter er langet over disken til vore kære kunder i vores butikker i Risskov, Skejby og nyest på Århus Ø. Hertil skal der lyde en stor tak for den varme velkomst i Nicolinehus. I det følgende blogindlæg vil vi præsentere en slags vinøst tilbageblik på året der gik.
Carlisle Vineyard Zinfandel, Frederik
Et af årets vinøse højdepunkter for mit vedkommende må være genopdagelsen af Zinfandel i dens mere seriøse udgave. Zinfandel er den drue vinhandlere og -elskere under tiden rynker allermest på næsen over. Der bliver da også produceret (og drukket) beklagelige mængder overmodent, ubalanceret og skamløst manipuleret supermarkeds-Zinfandel, der så afgjort fortjener alverdens dadel. I syndfloden af marmeladevin har Zinfandel druen fået et blakket ry, der nok skulle rettes mod det dårlige håndværk i stedet for selve druesorten.
Zinfandel fra Carlisle Vineyard er, hvad jeg ville beskrive som, en svigerfarvin. Man må opføre sig eksemplarisk. Ranke ryggen, udvise vinen respekt og tage den seriøst. I gengæld får man en stor vinoplevelse, hvor vinen vil udvikle og indsmigre sig for hver aroma og smagsnote.
Zinfandel blev bragt til den amerikanske vestkyst i midten af det 19. århundrede og populariseret blandt minearbejdere, der foretrak kraftige og næringsrige vine, og italienske immigranter såsom familien Seghesio. Særligt i Sonoma, nord for San Francisco, viste Zinfandel sig at have fortræffelige vækstforhold. Den kølige stillehavs-dis, der også omslutter Golden Gate Bridge, finder vej op ad Russian River Valley og skaber et køligt men næringsrigt terroir, hvor også Pinot Noir og Chardonnay produceres til nogle af de bedste Bourgogner-alternativer i verden. Zinfandel, der er særligt sårbar over for råd, plantedes typisk i den øverste del af dalen, kaldet Dry Creek Valley, hvor disen ikke når op og soltimerne er mange. Zinfandel fra netop Russian River Valley har altså en særlig historisk betydning som prototypen på den fuldmodnede og generøse vin, som mange danskere sætter så stor pris på.
Netop Carlisle formår i særdeleshed at bringe en balance til sine vine, hvor blandt andet en velholdt syre og kølige fornemmelser af lakrids, mentol og appelsinskal lægger stærkt arm med Zinfandels buldrende personlighed. Jeg husker tilbage på blikket af begejstring og forbløffelse, som jeg udvekslede med min far -der ellers må siges at være mere end almindeligt velbevandret i vinene fra det forjættede land – da vi først stak næsen i glasset og hilste på Carlisle. Ryggen rank, skuldrene tilbage og skål!
Radford Dale Renaissance Chenin Blanc, Jeppe
Mit forgangne år har været et vinøst ekstremløb. En kategorisering jeg fremsætter uden herved hverken at skamme mig, eller oversælge noget som helst. De store oplevelser har stået i kø for at nå mit vinhjerte, og det har til tider været svært at sortere i det. Alligevel er jeg ikke i tvivl om, at Radford Dale Renaissance Chenin Blanc har været årets vin.
Jeg smagte den for første gang i foråret, hvor jeg sad til bords med bagmanden – Alex Dale – hvad der nok også må siges, at være ideelle rammer til at få en ny vin ind under huden.
Det er 100% Chenin Blanc fra en enkelt mark i det helt kystnære Stellenbosch i Sydafrika. Chenin Blanc og Sydafrika har ellers – og gør til dels stadig – rimet på hvidvin med 14% alkohol og en nærmest selvlysende, gul farve, takket være intenst brug af nye fade. Renaissance gør op med den måde at lave Chenin Blanc på, fordi Alex (og jeg selv) mener, det frarøver druen sin vidunderlige karakter. Deraf navnet, der på fransk betyder genfødsel.
Renaissance er 11.5% alkohol og der bruges meget lidt fad. For nørden er det næsten ubegribeligt, at 11.5% alkohol og 2 gram restsukker per liter overhovedet kan give nogen intensitet. Men her er der både kvæde, honning, citrus og salt spændstighed, svøbt i en slank men alligevel omfavnende tekstur. Jeg plejer, måske lidt fremfarende, at sige, at man i Renaissance kan finde kvaliteter fra de ædleste vine i verden; Mineraliteten fra tysk Riesling, frugten fra hvid Bourgogne og duften fra Champagne.
Alex’ Chenin Blanc imponerer ikke med sin bagoverblæsende kompleksitet eller kultagtige status, hvor oplaget kun findes på det grå marked. Den er både ukompliceret og tilgængelig for menig mand, hvad resten af hans vine i øvrigt også er. Til gengæld minder den mig om, at lykken ligger der, hvor virkeligheden svarer til forventningerne, og at vin ikke altid behøver at være majestætisk i karakter for at være en god oplevelse; Og af den grund, har jeg velsagtens konsumeret et par kasser af den hen over året. Til sushi, tomatrissotto, kammuslinger og pizza og helt uden noget. Dog altid i store slurke.
Domaine Josmeyer Riesling “Le Kottabe”, Mia
2022 var fyldt med skønne, lækre og spændende vinoplevelser for undertegnede, og som livsnyder
og vinentusiast er det nærmest en umulig opgave at vælge en enkelt vin ud. Valget faldt dog på en
de nyere vine jeg har smagt, nemlig Domaine Josmeyers Riesling Le Kottabe 2021.
I det kølige nordøstlige Frankrig i Alsace finder man det biodynamiske Domaine Josmeyer. De anses
af flere vinkendere, jeg selv inkluderet, for at være en af områdets bedste vinproducenter, og deres
håndværk og kvalitetsvin får ofte opmærksomhed. Josmeyers filosofi omkring harmoni med naturen,
hvor den biodynamiske proces med egne ord ”giver vores vinstokke et stærkt immunforsvar” er
med til at skabe deres rene udtryk. De mener at det i højere grad er naturen der laver vinen, og ikke
vinbonden, og at man guider den på vej så man får den de bedst mulige druer. Huset benytter sig
ikke af chaptalisering (en metode hvor der tilsættes sukker før eller under gæring af vinen), ej heller
at bruge sødme og alkohol til at give vinene volume. Nej, hellere lavere udbytte og mere intensitet i
hver enkelt vin. Netop dette kommer smukt til udtryk i Le Kottabe.
Rieslingen blev nydt nytårsaften i dejligt selskab, og blev skænket til vores forret bestående af en
lækker hummerbisque med grillet kammusling og friskbagt brød med smør – og det var i den grad et
”match made in heaven”. Riesling i den tørrere ende er jo generelt et oplagt valg til muslinger, fisk
og skaldyr, og dette pletskud var således ingen undtagelse. Alle omkring bordet var enige om, at den
friske, ranke syre og de blide florale og frugtige toner i fornemmeste stil komplimenterede maden.
Jeg nød meget det rene og krystalklare udtryk. Vinen havde også en tilpas fylde med sine 13% og et
flot efterspil, som kaldte på endnu et glas. Men god vin smager nu engang også bedst når man er i
godt selskab!’
Luis XIV Orange plus det løse, Sofia og John
Og så var der lige en Duval-Leroy Champagne hjemme på terrassen i solskin og med gode kollegaer. Femme Vintage 1996 – en hylende god oplevelse.
En anden god oplevelse var fra en endnu hemmelig (mulig leverandør) vinproducent fra Argentina. Fantastisk mand, fantastisk historie, fantastisk lokation og fantastiske vine. Hans billigste vin, på den for mange ukendte drue Criolla, dyrket på meget højt beliggende marker var en åbenbaring. Lys, let og helt sindssygt saftig. Oh, la la….. som en besnærende tango!
De blev desværre ikke smagt i Argentina, men på ProWein messen i Düsseldorf. Heller ikke dårligt!
Men pladsen på det øverste trin går til en stærkt overraskende oplevelse i Alicante. Normalt ikke det vinområde i Spanien der får størst bevågenhed. Det handler mere om sol, strand, golf og forholdsvist billige drinks.
Men, men, men – besøget hos Colección de Toneles Centenarios overgik i den grad forventningerne. Og det på trods af, at selve ”vinhuset” i bedste fald kan kaldes et håndværkertilbud. Altså for en virkelig dygtig håndværker Et stykke fra det klassiske Bordeaux Château – men meget autentisk!
Nå, men til vinen. Vi smagte Luis XIV Orange på den lokale hvide Messeguera drue, Luis XIV Anforas Monastrell (fra lerkrukker) og den lokale Fondillon vin – i unge udgaver. Sidstnævnte lokal vinhistorie på flaske.
Fra vinhuset til lokaliteten hvor de gyldne og lagrede Fondillon vine ligger. Heller ikke her prangende omgivelser. Rent faktisk sker magien i en delvist nedlagt garage og i den tilstødende kælder (se billede ovenfor). Vi smagte 25 år gammel Fondillon, der er en rasende kompleks vin. Derefter 50 år gammel Fondillon, der er den vildeste oplevelse. Har sjældent smagt en mere kompleks vin. Tillægsordene står linet op som et kinesisk militærkompagni på parade. Ingen sammenligning i øvrigt. Men i flæng kan nævnes: valnød, cigar, sort te, bitter mørk chokolade og en næsten uendelig finish. I realiteten er 50 års udgaven næsten 100 år – men kan dokumenteres til de 50. Imponerende vine lavet på Monastrell druen.
Årets opdagelse går dog til deres Orange vin. Først serveret i vinhuset og senere på en lokal tapasrestaurant – siddende ved borde ude på fortovet klokken 22.45 og til retter med blandt andet friteret fisk og et par småretter med henholdsvis bønner og kikærter. Geniale kombinationer.
Ovennævnte har tidligere haft en smule skepsis når det er kommet til Orange vine – men den forsvandt op i den lune sydspanske aftenluft. Det var en uforudset, vildt læskende og helt suveræn oplevelse.
Årets største overraskelse på vinfronten. Salud!
