Nogle af jer husker måske billederne af Thorkild Thyrring i sportsvogn og med politieskorte, ankommen med dette års Beaujolais Nouveau. Det er svært helt at forklare den stemning til folk, der ikke selv oplevede den; et sært mix af kommerciel hype, fransk folklore og ægte dansk begejstring. Man kunne næsten høre motorløbets brøl gennem fjernsynet, når flaskerne blev kørt i mål som trofæer fra en vinverden, der stadig troede blindt på fremtiden.
Og så gik der et par årtier. Beaujolais Nouveau blev reduceret til et kitschet levn fra 80’erne, noget man drak som en ironisk kommentar. Den fik et ry for at smage af bananbolsjer og fabriksfermenteret ungdommelighed; en vin skabt til deadline, ikke til nydelse. Hype uden substans. Det var svært at se, hvordan den nogensinde skulle kravle op af grøften igen.
Men nu står sol og måne på en eller anden måde rigtigt. Forbrugerne er blevet trætte af de evigt muskuløse rødvine, der smager af egetræ og ambitioner. De vil have noget, der er let, saftigt, lyst i sindet. Noget der kan drikkes nu, uden at man først skal recitere en vinanmeldelse for at forstå, hvad man har i glasset. Og samtidig er producenterne i Beaujolais begyndt at tage deres eget terroir alvorligt igen. Gamay er ikke længere behandlet som en druesort, der skal presses til sidste dråbe kvantitet. Der er kommet fokus på markarbejde, lavere udbytter, mere skånsom vinifikation – alt det, man tidligere gemte til “rigtig” Beaujolais fra cru’erne, men som nu også løfter Nouveau.
Resultatet er påfaldende: en vin, der pludselig igen giver mening. Ikke som årtiets vinøse zenit, men som et snapshot af høsten; en lille rød polaroid, der dufter af hindbær, kirsebær og parfume. En vin, der fungerer som et nik til en svunden tid, uden at den reduceres til nostalgi.
Det hjælper selvfølgelig også, at Beaujolais Nouveau passer ind i den moderne drikkeadfærd. Det er den slags vin, der opfordrer til den klassiske franske finte med lige at smide sig ned i en grøftekant med lidt pølse, paté og ost og så et glas Beaujolais. Det er ikke en vin, der kræver noget af dig. Den beder heller ikke om at blive gemt eller analyseret eller fortolket. Den vil bare drikkes.
Og så er den glimrende til meget mad. Her er et par serveringsidéer:
Bouef Bourguignon: Det lyder som en Bourgogne-ting, men Beaujolais Nouveau er så frisk og frugtig, at den skærer igennem simrerettens dybe sødme og salt uden at gøre retten tungere. Man får det bedste fra begge verdener.
Grillkylling: Den perfekte hverdagskombination. Sprødt skind, saftigt kød og en vin, der ikke overtænker situationen. Af samme grund hotdogs: Gerne med syltede løg, sennep og en smule chilimayo. En virkelig velsmagende kontrast mellem det fede, det salte og det lyse røde.
