”If anyone orders Merlot, I’m leaving. I am not drinking any fucking Merlot.” Det var ultimatummet fra hovedpersonen Miles, I den vinøse filmklassiker Sideways fra 2004. Han ville bare ikke drikke Merlot, men til gengæld var han helt tosset med Pinot Noir. Miles var filmens vinekspert, så hvis han sagde sådan, måtte der virkelig være noget om det. Som sagt så gjort; Salget af Merlot i USA faldt pladask med 2 % de næste tre år efter udgivelsen af filmen, mens salget af Pinot Noir steg med næsten 16 %. Tallene skal jo nok tages med et gran salt, for skønt de stammer fra et studie på Sonoma State University, er der naturligvis stor usikkerhed om, hvor meget af henholdsvis salgsdyk og salgshop, der kan tilskrives den ellers så overbevisende film.
Og lad det nu ligge. For læren i min historie er noget så simpelt, som at vinmarkedet er gevaldigt styret af trends og forudindtagelser. Okay, vinhandler, hvilket marked er ikke det?
Men her starter altså den rigtige fortælling. For på samme tid som Sideways rullede over skærmen i Californien, flød det med konsumvin til Danmark fra et helt andet sted. Et land så langt mod syd, at det næsten er hurtigere at flyve nord om globen; Sydafrika. Eksporten af de billige, kønsløse vine til Europa havde været i gang siden midten af 90’erne, og havde man været lidt mere fokuseret på bæredygtig logistik dengang, havde man velsagtens indledt debatten om en fast rørforbindelse fra vinlandet omkring Cape Town, og direkte til Europa. Den kunne passende have heddet noget ala Winestream 1. For der kom mange hektoliter til. I flasker, kartoner og tankvogne.
Gudskelov var jeg for ung til at drikke vin dengang. Men jeg forstår at de overekstraherede, forsødede, overmodne vine ikke har efterladt just gode minder i den kollektive danske vinhukommelse.
Der står vi så i dag. Sydafrikansk vin er det tvivlsomme valg og som vinhandler er det svært at overbevise markedet om det enorme potentiale, Sydafrika i dag har som vinland. Men jeg vil alligevel gøre et forsøg, som jeg gør hver gang, jeg til en kunde foreslår en flaske sydafrikansk Chenin Blanc til de grillede jomfruhummere, eller til sushien – f.eks. fra den enormt dygtige producent Radford Dale, som vi forhandler.
For mens vinbønderne på den nordlige halvkugle kæmper en barsk kamp mod det stadig varmere klima, står Sydafrika et helt andet sted. Bevares, temperaturstigningerne og den udbredte tørke kan også mærkes dernede. Men industrien har positioneret sig anderledes godt til at klare strabadserne, blandt andet ved at være langt mindre gennemreguleret end andre vinproducerende lande som Frankrig og Italien. De sydafrikanske vinbønder er begyndt at plante mere kystnært, især mod øst i Western Cape, hvor et samarbejde mellem det sydlige Atlanterhav og Det Indiske Ocean leverer ualmindeligt forfriskende briser og stænk fra Antarktis. Sydafrikanerne har plads (og lov) til at flytte sig, mens det står helt anderledes til for franskmændene, der snart ikke har et køligt sted, at flytte sig hen – og hvis de gør, må de glemme alt om prestigefyldte påtryk af AOP’er – de regulerede appellationer – på deres labels. Prøv at overbevise en selvbevidst Bourgogne-producent om at strege Bourgogne-benævnelsen til fordel for Vin de France – den laveste klassificering – på sin vin.
Den frisindede tilgang til industrien giver også mere plads til nye producenter. Det er nemmere at etablere sig, og der er stort fokus på at hjælpe de unge vintalenter frem, blandt andet igennem Cape Winemakers Guild. En organisation der ved bortauktionering af vine fra de bedste og mest velansete sydafrikanske producenter, tilbyder lærepladser og skoling af de lovende unge vininteresserede. Et bæredygtigt system, hvor dem der ”har klaret den” hjælper til at nogle andre en dag kan overtage tronen. Det er svært at være sur på, synes jeg. Det betyder en branche fyldt med diversitet, fra vinbønder i surfershorts til unge kvindelige ønologer med fokus på videnskaben.
Alex Dale, der står bag Radford Dale, har således døbt sin Pinot Noir ”Freedom”, som en hæder til den frisindede vinindustri. På en sidebemærkning et tæskegodt glas rødvin, der som mineralsk budbringer af den jord den kommer fra (sandsten og granit fra Table Mountain), balancerer perfekt mellem den elegante, sarte Pinot Noir frugt, og snærten af parfumeret modenhed, som bare gør glad. Druerne kommer fra Elgin, der især excellerer i Pinot Noir, og som er et af de østlige tilflugtssteder hvor dagstemperaturene holdes nede, og hvor skydække minimerer antallet af solstråler der når druerne.
Det er ikke bare branchen, der er mangfoldig, men også udvalget af vintyper og druesorter. Chenin Blanc fører regnskabet i største beplantningsareal, og laver mundvandsfremdrivende hvidvine. Sydafrikanerne har taget den ellers franskfødte drue til sig som deres eget barn, og er virkelig begyndt at forstå, hvad der kræves for at skabe medrivende vine. Hvor det før i tiden betød hårdt brug af fad, og høst ved høj modenhed, forstår man nu, at Chenin Blanc har den mest unikke karakter, hvis den behandles nænsomt – allerhelst høstet fra gamle vinstokke. Er vinen lavet godt, har den kvaliteter fra de mest ædle vinstile i verden. Mineraliteten og elegancen fra hvid Bourgogne, friskheden og syren fra den tyske Riesling, og citrus/mandel-næsen der retter tankerne mod god Champagne. Men det sydafrikanske hvidvinskatalog bryster sig også stolt af alt fra parfumeret Sauvignon Blanc til salt Palomino, halvtør Riesling og præcis Chardonnay.
På den røde side er det især Cabernet Sauvignon, der har vundet sydafrikanernes hjerte, selvom landet har deres helt egen drue – Pinotage. Cabernet Sauvignon er med stor berettigelse blevet sydafrikansk territorium, for der laves Bordeaux-inspireret Cabernet, med leret mineralitet og rendyrket solbærfrugt. Stark-Condé er mesterproducenten af Cabernet Sauvignon, og har i flere årgange vundet som den bedste sydafrikanske vin af sin slags. Pinot Noir er også en klassiker på de sydafrikanske kanter, og med god grund. Men hvad der gør Sydafrika endnu mere unikt, er den konstante søgen efter at mestre de glemte eller undervurderede druer, som Cinsault, Grenache og Petit Verdot. Ikke i klodsede blends, men som enkeltdruer og ofte fra enkeltmarker.
Den nye generation af sydafrikanske bønder har fokus på de mikroklimaer, deres druer står i, og hvilke sorter og kloner der trives bedst de forskellige steder. Det holder alkoholprocenterne nede, og koncentrationen af mosten helt i top.
Ja, og så er der priserne. Hvor lokalbefolkningen i Loire stort set beholder al den vin, der bliver produceret, er sydafrikanerne helt anderledes. Salget på hjemmemarkedet står stille, og gudskelov for det, set med danske briller. Kombineret med friere konkurrence og billigere driftsomkostninger, er selv de fineste sydafrikanske vine billigere end deres europæiske konkurrenter. Og derfor er der ingen vej udenom en tur forbi din vinhandler, for at prøve et eksemplar af nutidens sydafrikanske vin. Den er langt fra alt hvad du frygter, og hvis Miles fra Sideways havde været på skærmen endnu, havde han helt sikkert sagt ”If anyone orders South African wine, i’m staying!”
Er du stadig ikke overbevist, holder undertegnede Sydafrika-smagning i november, hvor du kan smage lige præcis de vine, der har overbevist mig selv. Mon ikke der også falder en fortælling eller to af, om mine egne oplevelser i vinlandet omkring Cape Town.
Skrevet af Jeppe Vembye
